Riverrafting

-          Lider du af vandskræk, så spring over riverrafting

Af Hanne Broberg

Kan du li et sug i maven, et godt primalskrig og er du en vandhund, så kan du roligt tage med på en riverrafting tur i det rene ferskvand i bjergene bag Manavgat, et par timers kørsel fra Alanya.

Der er opsamling i store dele af Alanya, når man tilmelder sig en riverrafting tur. For vores vedkommende står vi allerede og halvsveder med anstand ved statuen af Atatürk en tidlig morgen. Pengene til riverrafting-turen blev betalt ved et bureau dagen før, og vi er spændt på, om der overhovedet kommer en bus og henter os. Morgentrafikken dytter allerede omkring os, mens vi drejer rundt og spejder efter bussen.

En bus standser og en tro kopi af selveste Tarzan svinger sig ud af bussen, han har halvlangt John Lennon hår og svinger sin højre arm: Over here…

Vi spæner over vejen, og vi er på vej mod bjergene sammen med 50 andre turister,  i alle tykkelser, højder og aldre. Og nationaliteter. Vi indtager bagsædet og lader os flyde med mod bjerge, der ligger under mørke tordenskyer.

Undervejs standses der for toiletbesøg og kaffeindtag for egen regning. Som kun turister kan indstige i en bus, moser vi ind med manglende kø-kultur, og pædagogisk lyder det over højttaleren: Har du din sidemand med?

Jojo, alle er igen ombord i den efterhånden hårdtprøvede bus, hvor der geares op og ned og køres med voldsom fart ad smalle veje med hårnålesving, der fører os længere og længere væk fra civilisationen. Over højttaleren fortæller Tarzan, som de unge kvindelige deltagere for længst har døbt vores rejseleder, om hvordan han som syvårig stiftede bekendtskab med riverrafting, og som et forsøg på at berolige os alle, styrter han rundt for at filme os til en film, der kan erhverves for 9 euro, når vi engang er sikkert i land.

Tarzan besøger også bagsædet, hvor vi beslutter os for at leje våddragter og badesko. Redningsvest og styrthjelm er inkluderet i billetten, mens man må til lommerne for at leje våddragt og sko. Det viser sig at være penge, der er godt givet ud.

Efter alt for mange sving er vi endelig ved noget, der ligner noget. Midt i no-where, i den flotte tyrkiske natur hænger der tørresnor efter tørresnor med blegnede orange redningsveste, flankeret af våddragter og styrthjelme, vi fløjter ud af bussen og håber på at finde den våddragt, der ikke lugter af sur mand. Under interimistiske forhold skiftes der, og inden længe ligner de fleste af os nogle rigtige seje surferløver, hvis vi selv skal sige det. Kom bare  med det vand…

Et par kilometers kørsel i lufttætte våddragter er vi endelig fremme, og som skolebørn, der ikke vil tie stille, lykkes det dog Tarzan at få hele selskabet opdelt i otte mands store gummibåde, hver med vores pagaj og hver med vores plads. Vi får besked på, hvordan man holder fast, når man sidder på siden af gummibåden, man klemmer blot mod benmusklerne. Vi klemmer, så vi næsten får krampe, da vi endelig sidder i smult vande. Vi vifter under kommando med årene, når der gives instrukser om ”left pull”, Up, Down, right pull,”.  Vi må ligne en deling på kommandotur.

Vi er vel efterhånden 30 både i vandet med hver deres skipper og endelig langt om længe, får vi lov til at flyde med strømmen hen mod det første lille bitte vandfald, hvor vandet står over den stenede flodbund. Vi trækker ekstra hårdt til med årene og hviner højt, da vi mærker vandets kræfter bære os over den første hurdle, og vi mærker strømmen vugge os op og ned som en kæmpe badeand i et badekar, hvor der klaskes rigtig hårdt til for at frembringe bølgeskvulp.

Vandet er iskoldt, og man føler man rammes af isklumper, og dem, der ikke har investeret i en våddragt fortryder allerede.

Længere nede ad floden sejler vi ind, og parkerer bådene. Vi vader op ad skrænten og hen over marsken for at komme til en indsø, hvorfra der lyder høje hvin. Vi får besked på at gå direkte fra den ene bred til den anden gennem vandet, mens vi holder hinanden på skuldrene, som i en Buggivuggie sang.

Maverne trækker sig allerede ind. Vi kan både se og høre fra dem, der allerede er i vandet, at her står vi overfor vores ”vanddoms-prøve”.  Man bider det værste i sig, finder nogle skuldre og går forsigtigt ud i vandet. Det må være sådan, det føles at være vinterbader. Ingen varme er der masser af, og man gisper over, hvordan vandet omslutter ens krop, folk skriger, hyler grinende op i håb om, at det giver varmen. Som en slange går vi på tæer henover søens bund med hænderne om skuldrene på den, der er foran og mærker, hvordan redningsvesten svupper op om ørene på en, mens vi kommer længere og længere ud og til sidst mærker, at bunden er væk. Vi må give slip og svømme de sidste kolde meter til den anden bred. Larmen er øredøvende, men humøret med det kolde gys, sender os op mod himmelhøjder.

Således døbte, filmede og iskolde og meget, meget våde, går vi atter ned i bådene og så starter turen for alvor.

Hurra for våddragten,

hurra for turen,

hurra for, at vi overlevede og oplevede det gode grin, det gode skrig og den flotte natur.

Vi gør det gerne igen.

Gode råd:

Er du ryger og ikke kan undvære cigaretter under den timelange seance, så pak cigaretter ind i en vandtæt pose.

Medtag ikke dit barn, hvis dit barn ikke har gener for iskoldt vand

Brug dine sparepenge på at leje en våddragt. Det ferske bjergvand føles iskoldt

Tag ikke dit kamera med, der filmes undervejs. Du kan både købe billeder og film, når du er i land, hvor der også serveres et godt måltid. Måltidet er med i prisen for turen

Og husk at passe på hinanden derude. Alle guider er uddannede og sikkerheden er høj. Risikoen for at ryge i vandet er stor, men tag det roligt. Du er i sikre hænder.

Læs flere artikler på www.altomalanya.dk hvor du også kan se læsernes egne oplevelser.